På den anden side

"Det gamle træ" Af Jørgen Larsen (14/9/1998)

Det er sjældent, at man hører træer fortælle historier. Det må ellers være dem, der ser det meste i denne Verden. Der findes til min bedste viden et træ ved fjorden, beskyttet af militær, som besidder alt den visdom, som et træ på 50 år kan have. Træet har stået det samme sted igennem 50 gange fire årstider, så vist er det. Træet kunne fortælle timer om de ting, det havde set igennem de mange år. Men årtiet før det næste århundrede var der ikke mange, der gav sig tiden til at lade et gammelt træ fortælle dets historier. Det var meget langt imellem, at der var damer, herrer og kærestepar, der pressede deres rygge mod træets fod. Træet var også begyndt at savne de små, chikanerede drenge og pigebørn, der plejede at kravle i grenene, selvom træet følte, at det ikke fik den respekt, som børnene som børn burde have for en, der var ældre end dem. Træet tænkte ikke på hvor frække, børnene var, men derimod på deres smil, grin og hvin - som det var begyndt at savne.

Når der ikke var nogen at fortælle om, hvad træet havde oplevet igennem de mange år, fortalte træet historierne højt for sig selv. Så hvis du engang går forbi et træ, der taler ved fjorden, fortæller det måske en af disse historier.

Den unge mand drømte om drømme

Bladene faldt stille dette efterår. Den unge mand vandrede på stien, som var blevet til mellem træerne. Træerne havde sørget for et blødt knasende underlag til den unge mand. Det var ikke den første gang, den unges mands sko besøgte jorden mellem træerne, man kunne også se en størrelse stor når solen gjorde brun, og når sne bibeholdt den unge mands skridt.

Den unge mand søgte efter lykken. En lykke, der var lige så svær at finde, som det at drømme om drømme. Lykken, som han ikke kunne finde, skulle måske først findes, når den var der. Det at spare kræfter lød som en god ide, men hjertet - eller var det hjernen - var lige så stædig som en hest, der tror, at den er et æsel - lykken skulle findes, der skulle findes en drøm om en drøm.

De knasende blade lå der på stien så hjælpeløse. Hjælpeløs som ham selv - med en drøm om noget. Lysten til bare at trampe og sparke på de døde blade var så stærk, så det at tilgive sig selv bagefter ville være umuligt.

Enhver tur på stien førte hjem til den varme hybel, hvor lænestolen ventede på hans rensede krop og sjæl. Det at bevæge sig og stadig ende hjemme i sikkerhed, med de samme tanker og uden nogen løsning, virkede måske absurd. Dette, at der ikke var en løsning, var måske løsningen.

Hjemme i hans hybel var kroppen blevet placeret i stolen, hvor sjælen fik følelsen af livets perfekthed, men desværre følte han stadig et hul, hvor det gjorde mest ondt.

Et brev til Månen

Det var nat, og den unge mand med drømmene gik ikke forbi træet denne gang, men satte sig ved træets fod og begynde at skrive dette på sin lille notesblok...

Den aften jeg blev lidt forelsket

Sad og stirrede ud af vinduet, det hele var dobbelt - det var termorudernes skyld, og tårerne i mine øjne. Sad og hørte de sange, jeg vidste, at mine øjne ville blive våde af.

Lige pludselig strejfede mine øjne noget bag de persienner, der var rullet ned på halvt. En lille rund tingest, der lod sine skarpe stråler på aftenhimmelen lyse de normalt hvide skyer til en grå plasma.

Som den stod der på det sorte lærred, virkede den mere ensom end alle de mennesker, jeg så i øjnene hver dag, som jeg også så i mit eget spejl. Uden hjerte svævede månen rundt, uden nogen form for hjælp af motorer eller anden form for menneskelig opfundet drivkraft.

Måske kunne jeg lave et hjerte til den, måske kunne jeg hjælpe den, på en eller anden måde. Den virkede trist eller ked af det, selvom den havde runde kinder. Et lille smil fra den, og min verden ville bevæge sig fra minus til plus.

Hvis månen havde et hjerte, ville den kunne føle den smerte, den kunne se fra sit sted på himmelen. Det ville være sadistisk at lave et hjerte til den - den havde smerte nok i forvejen.

Jeg tror, at jeg den aften blev en lille smule forelsket i en ting uden hjerte. Når man kan det, må der også være håb om, at man kan forelske sig i en person fra Jorden med et hjerte - desværre med en hjerne.

Træet havde læst med, imens den unge mand, der drømte om drømme, skrev. Træet syntes nu ikke, at månen virkede trist - men for træet var den unge mand også tættere på. Den lille historie, som den unge mand havde skrevet, fik træet til at tænke på de to fugle, som i gamle dage besøgte træet.

De to små fugle

Der sad to fugle. De sad og beundrede hinanden - det var en han og en hun. De ønskede begge to, at de var mennesker. Mennesker kunne tale, ikke kun som dem sige pip. De kunne kun sidde der og beundre hinanden - det var ikke muligt at fortælle, hvad de følte for hinanden. De ville gerne være mennesker, for så kunne de fortælle og sige, hvad de følte for hinanden. De havde i hvert fald muligheden.

Der sad to mennesker. De sad og beundrede hinanden - det var en han og en hun. De ønskede begge to, at de var fugle, som eksempelvis de to, der sad der og beundrede hinanden. De ville gerne være fugle - fuglene var fri for hele tiden at tænke over, hvordan de skulle sige med ord, hvad de følte for den anden.

Er det slut?

Nu har du hørt historier fra et træ, som står nede ved fjorden. Måske spændende, mystiske og uforståelige historie, ligesom livet. Men prøv engang at tænke på, at der ikke kun står et træ ved fjorden - der står næsten en hel skov. Måske skulle du gå ned og sætte dig ved et træ, og lade det fortælle dig endnu et par historier.

"Ært det det" Af Jørgen Larsen (1/2/1998)

Der var engang en lille grøn ært, den trillede rundt i gaderne, for den havde fået at vide, at det var grønnere på den anden side - så den trillede på livet løs.

Trilleriet bød på mange spændende oplevelser, både store og små. Der var ikke det, som ærten ikke havde oplevet; den havde ligget under en bunke af madrasser, den var blevet rørt af en prins, og kastet ud af vinduet af en ægte sur prinsesse - Den havde oplevet lidt af hvert.

Det var dog ikke hver dag, at den havde kontakt med de fine, flotte og prominente. Den havde også søgt efter det grønne i udkanten af vejen, hvor den altid havde undret sig over, hvorfor afløbsristerne skulle vende sådan, at den skulle hoppe mellem metalstængerne. Hvis de havde tænkt sig lidt om, havde de vendt risterne rigtigt, så kunne den nemlig trille uanfægtet over risten. Men sådan var det, nogle skulle altid gøre livet svært for andre.

Ærten trillede aldrig, når det regnede, for den fik rynker over hele overfladen. Hvis den fik rynker, ville den aldrig igen komme ind hos de fine, flotte og prominente. Den gjorde en del ud af sit udseende, den gik til trilning og hop to gange om ugen for at holde sig frisk.

En af de dage, hvor den skulle hjem fra hop'n'tril centeret, styrtede regnen ned i stænger. Normalt tog den bussen, når der var sådan et vejr, men den lille ært kunne ikke finde en busstop i nærheden, som ikke havde en sort pose over skiltet. Så den blev nødt til at trodse vejret. Den kunne sikkert redde sin smukke overflade med en ordentlig omgang krem når den kom hjem.

På denne tur hjem skulle ærten møde punktet i sit liv, hvor den indså, hvad livet var - Som altid kommer livets godhed, når man mindst forventer det, også for en lille ært...

Ærten bevægede sig hurtigt i regnen, for at undgå at blive helt gennemblødt. Den fandt dog hurtigt ud af, at ligegyldigt hvor hurtigt, den bevægede sig, blev den alligevel helt gennemblødt. Så den besluttede at tage det med ro, for den var i forvejen helt udmattet efter den hårde træning i hop'n'tril.

Det var første gang i meget lang tid, at ærten havde taget det med ro, den var altid bange for, at det vigtigste i dens liv ville komme, før den nåede frem. Men denne dag, med sit forfærdelige vejr, var der intet at nå - der var intet mål, men kun en sikkerhed for at den skulle bruge timer foran en varm kilde for at blive tør igen, og bruge en halv bøtte krem for at blive flot i overfladen igen.

Turen hjem for at blive tør gik langsommere, end den først havde regnet med, for den hang hele tiden fast i underlaget. Den måtte bruge mange kræfter for at komme frem, så da den havde nået halvvejs, måtte den tage en pause for at genvinde sine kræfter.

Idet den stod stille, kunne den se den blå himmel, der nu ikke var så blå som på en solfyldt sommerdag, men den var stadig blå. I øjeblikket, som blev nydt, så ærten ned, og fik øje på sit eget spejlbillede. Den så noget, som den havde set så mange gange før, men der var også mere end det. Den så lige pludselig, at den var grøn, hvilket fik den til at undre sig; hvorfor jagtede den efter der, hvor der var grønnest, når den nu engang selv var så grøn, som noget kunne blive.

Ærten ville gerne havde gjort et stort smil, men den havde ikke muligheden for det - sådan var den nu født. Den kunne dog i fremtiden trille mere stolt igennem livet. Idet ærten tænkte dette, kom der en regnbue frem i alt sin pragt - man må vel leve med regnen, hvis man vil se regnbuen.

Ærten havde denne regnvejrsdag ikke kun oplevet, men levet. Så da ærten kom hjem, var den træt og udmattet, og var kommet i tvivl om en masse ting. Ting, som fyldte dens indre med uro. Natten begyndte at vise sin mørke, og alt begyndte at oplade til endnu en dag - som sikkert bragte godt og dårligt. Men før dette skete, hoppede ærten ud i natten og kiggede op på en himmel fuld af mystik, og tænkte...

Det kan godt være, at ærterne på himmelen skinnede som stjerner, men den lille ært vidste nu, at den var grøn - og det var den glad for at vide. Den ville ikke være en blank ært, som sjernestøv dryssede på. Nej, for dagen havde vist den, at man først bliver stjerne, når man finder det grønne i en selv. Nu kunne den begynde at glæde sig over blikkene fra himmelen, men også over alle dem den mødte, nu, hvor den ikke skulle trille for at opleve, men for at leve.

"Dagens sande and" af Jørgen Larsen (10/1/1998)

Der var engang en lille and, så sandt som denne historie om ham er sand. Anden boede i den indre by. Han vraltede rundt og tænkte store andetanker, imens hans Walkand spillede på fulde drøn - And Morrison's rapture of the slipstream. Anden kvækkede med på omkvædet, men kom straks til at tænke på de onde mennesker, der hele tiden skulle gøre sig sjove på hans bekostning, altid en sjov bemærkning som: "Du ser nok plat ud i dag", "Hvis jeg er krone, er du plat". Evig og altid en bemærkning om hans ellers veltrænede fødder. Anden var helt sikker på, at de drillede ham med hans fødder, fordi at der blev lagt mærke til dem - sikkert på grund af hans vralten. Menneskene var så høje, at de fra deres afstand til hans fødder alligevel ikke kunne se hans fødder ordentligt. Men hans andevenner drillede ham også, det forstod han ikke, de havde ellers den samme højde som ham, men han var helt sikker på, at de bare var svagtseende. Sådan overbeviste den ellers kloge and sig selv om, at det var de andre, der ikke kunne se - imens han selv lige var ved at vralte over for rødt i et lyskryds, men det var fordi han havde så mange store tanker i sin lille andehjerne.

Anden var på vej hjem, for når han blev for ked af deres drilleri, tog han sin flugt til sin andelslejlighed - her følte han sig tryg, bag låste døre. Når han sad i lejligheden, drømte han om Bandeland, hvor vildænderne boede. Han ønskede, at han kunne flyve derover, istedet for at vade rundt i Andmark. Dem i Bandeland var ikke en flok snadske trædere, nej de dyppede svømmeføderne i champagne - de levede i sus og dus.

Anden vidste godt, at det at flyve til Bandeland kun var en drøm - en af de der drømme, der aldrig blev opfyldt. Det var måske derfor, han var så glad for sit fjernsyn - selvom der var nogle, der påstod, at man fik dårlige øjne af det. Men det var ikke hans problem, hans øjne fejlede intet - hvis de nu alligevel kom til at fejle en lille smule, ville det kun skyldes den store indsigt, som han havde fået. Anden vidste godt, at alle kloge mænd bar briller. Han havde dog aldrig set de kloge ænder vralte rundt med briller, der fandtes måske ikke kloge ænder? Anden fulgte med i alle de ting, der skete over hele kloden på TV, lige fra katastrofer, og til... ja, og det der teknologi, som for eksempel det der internet.

Anden var bange for de der internet, de hele tiden snakkede om i fjernsynet. Generelt brød han sig ikke om nogen former for net, for de blev kun brugt til at fange med. Han havde set sin onkel and blive fanget med sådan et net, det var ikke en rar oplevelse - han havde heller ikke været særlig gammel, da det skete.

Der var alligevel, efter den traumatiske oplevelse med net i hans barndom, et lille ønske om at få sådan et - man kunne vist handle med det. Man kunne få sine daglige fornødenheder bragt lige til døren. Anden kunne se det smarte i dette - man kunne minimere risikoen for at blive kørt ned i trafikken, når man ikke skulle bevæge sig til og fra supermarkedet. Man kunne ligefrem undgå at møde de der, med deres smarte og sårende kommentarer. Han kunne helt blive fri for at bevæge sig ud, fri for at blive ked af det. Han kunne sidde hjemme og være glad, og det var vel det det hele gik ud på - at være glad.

Drømmen om at flyve fra Andmark til Bandeland svævede stadig. Vildænderne var så fornuftige, at de var gået direkte fra samtale og over til fjernsynet, alt det der med skrift havde de helt droppet - hvad skulle man også bruge det til. Det at skrive var vel bare en måde at slå samtalen ihjel på. Det var godt, og fornuftigt, af vildænderne at gå direkte til fjernsynet - de var nu kloge... han ville nu gerne være en at de der ænder.

"Det at kunne give, og at give sig løs" af Jørgen Larsen (5/1/97)

Engang gik en glad dame i storbyens gader... Husene i gaden var begyndt at se trætte ud, der var så meget støj og larm fra trafikken. Damen var dog stadig i godt humør, hun var ligefrem munter. Hun gik forbi de trætte huse, der glædede sig til natten kom, og der blev stille.

Damen var lige kommet ud fra den nærmeste butik, hvor hun, af en eller en grund, var kommet til at købe en kæmpe pose slik - ikke, fordi hun var lækkersulten. Nej, hun havde bare fået sådan en lyst til at give en kæmpe pose slik til det første barn, hun mødte. Hun mente, barnet ville blive i godt humør, og det ville måske smitte af på de triste og lidt sure huse, der så småt var begyndt at rulle deres persienner ned.

Damen kunne skimte en dreng og en lille pige, der kom hoppende imod hende. Da de to børn var kommet så tæt på, at de kunne snakke sammen, begyndte damen lidt genert at spørge de to børn, om de ville have den pose slik, som hun rendte rundt med. Børnene stod lidt og stirrede på hende, de huskede, at deres mor og far havde fortalt, at man ikke skulle snakke med fremmede folk på gaden, og da slet ikke nogen med en kæmpe pose slik - Det med slikket havde børnene aldrig helt forstået.

Børnene glemte dog hurtigt, hvad deres forældre havde fortalt dem. Damen spurgte dem nu, om de ikke ville have den slikpose, hun stod med i hænderne. Drengen tog nu ordet; hvad nu, hvis det slik, du står med, er forgiftet! Damen så på drengen; hvorfor skulle jeg forgifte slikket? Drengen kunne nu se i damens øjne, at hun ikke var typen, der forgiftede slik og gav det væk.

Nu blev den lille pige mistænksom. Hun stod der med sine to rottehaler, der strittede ud fra hovedet, og så på damen, og sagde: "man får huller i tænderne af at spise slik, det er slet ikke sundt". Det har du ret i, svarede damen, og forsatte med, at man bare skulle huske at børste tænder, og det kunne de jo gøre når de kom hjem. Den lille pige svarede prompte; det er ikke sjovt at børste tænder - Drengen nikkede samtykkende.

Drengen var ved at blive lige så mistænksom som den lille pige; du er jo garanteret en af de der, der prøver at sælge alt muligt, min far kan ikke lide jer! Damen så forundret på knægten; hvad skulle jeg sælge? Tandbørster og det der tandpasta, der smager så dårligt, sagde den lille pige. Da pigen havde sagt det, forsatte de to børn deres videre færd, hoppende.

Damen stod tilbage og kunne ikke begribe, hvad hun havde gjort fejl; imens hun tænkte, fumlede hun med sin kæmpe pose slik, og tabte den. I det, hun samlede slikket op, fik hun øje på sine fødder, de var pakket ind i læder med en hård plastik sål som fundament - Mon vi pakker os selv ind, så vi kan gå gennem livet uden at kunne føle?

Damen kastede sit indkøbte slik i den nærmeste skraldespand.

Husene havde set det hele, og var blevet helt sikre på, at der var alt for meget...

"Frøstene" af Jørgen Larsen (17/7/1998)

Hver morgen stod frøen op til sin grønne uskyldighed med morgensolen lige i øjnene - det kunne tit få frøen til at se tingene i deres forkerte skær. En frø, der ellers var glad for, hvad han var og stod for - dog ikke så glad for, hvad han var og stod for, så han ikke kunne forbedre sig. Når han nu engang nåede så langt, at han ikke længere skulle kaldes hr. frø men bare prins, ville hans grønne uskyldighed forsvinde som dug for solen. Det at forvandle sig til prins var ikke sådan ligetil, selvom frøen blev kysset af en rigtige prinsesse flere gange om ugen. 

Det at frøen ikke forvandlede sig til en prins, selvom den dejligste prinsesse kyssede ham, var der en grund til. Frøen havde, som de fleste frøer i historier, en trolddom liggende på sig. Troldkvinden havde kastet en trolddom over frøen, som først havde lydt som en, der ville være som fod i hose at løse. Det havde lydt så let, da troldkvinden havde kastet trolddommen over ham, men sådan følte frøen det ikke længere. Han kunne gøre alt mellem himmel og jord, få tusinder af kys af prinsessen, men ikke før at han havde fået prinsessens ansigt til at smile som en sol, ville han blive forvandlet fra frø til prins - ikke før dette skete, kunne prinsessen få sin prins og prinsen få sin prinsesse, for en prinsesse kan ikke gifte sig med en frø.

Det var så simpelt - frøen skulle bare få prinsessens ansigt til at smile som en sol. Det var dog sværere end han først havde regnet med - det var ligefrem umuligt for ham. Hans grønne skind blev så grønt som noget, når der var bal på slottet og andre frøer fik store smil frem på prinsessens ansigt - selv narrene på slottet kunne få smil frem på prinsessens læber. Der var dog heller ikke nogen af dem, der fik hendes ansigt til at smile som en sol, men frøen følte, at de andre var tættere på. Frøen, altså den forhåbentligt snart kommende prins, kunne sagtens glæde sig over, at prinsessen havde det sjovt og smilede, men det, at han ikke kunne få hendes ansigt til at smile som solen, pinte ham alligevel.

Dagene gik og gik ligesom timerne går, men bare langsommere. Tiden blev anvendt på at holde på prinsessen, så frøen stadig vidste, at det kun var ham, hun ville kysse. Det var også en tid, der blev brugt på at få det smilende ansigt frem - før kunne frøen ikke få ro i sindet, og da slet ikke blive prins. Frøen vidste godt, at han ikke kunne vælge den nemmeste løsning, nemlig at fortælle prinsessen om trolddommen, som troldkvinden havde kastet over ham, da dette bare ville betyde, at prinsessen ville prøve at smile med hele ansigtet, indtil at smilet blev til rynker - næ, det skulle være oprigtigt. Dette, selvom at både frøen og prinsessen ønskede at blive prins og prinsesse.

Hvad kunne frøen gøre for at deres historie skulle ende lykkeligt? Det vidste frøen ikke! Det ved jeg ikke! Det ved prinsessen kun, men hun ved intet om trolddommen - åh, hvilken skæbne.

"Æske Eriksen" af Jørgen Larsen (29/8/1998)

Æske Eriksen følte sig firkantet i sin runde krop. De eneste ting, som Æske kunne relatere sig til, var de ikke-runde bygninger i byen. Æske kunne godt lide de bygninger. De var dog langt væk fra hans personlighed. Bygningerne virkede til at have magt; det ligesom strålede ud fra dem gennem vinduerne. De var høje som en soldat, der vente hjem fra krigen i Skive. Bygningerne havde indhold, et indre der bevægede sig. Hvis han havde fået muligheden for at være soldat, ville han måske ha' opnået samme stolthed, som bygningerne stod med - men han ville aldrig kunne komme ind, ikke med hans runde former. Bygningerne var så stolte, at de aldrig bevægede sig. Hvis han skulle forelske sig i nogen, ville det være nogen, der aldrig bevægede sig - for så kunne han føle sig tryg.

Æske Eriksen følte sig tom inden i. Æske gjorde alt for, at andre kunne føle sig tilpasse og værdsatte - måske mest, fordi han havde brug for at føle sig uundværlig. Men når nogen begyndte at snakke med ham om, hvad han tænkte og følte, i samme øjeblik at de begyndte at være personlige, hvis de begyndte at lukke hans låg op, så lukkede han låget i ved at flygte fra dem - Når smalltalk blev til dialog. Hr. Eriksen forsøgte tit at opbygge en skyld hos de folk, som var begyndt at holde af ham, trods hans runde former. Hvis de ikke blev skræmt væk af hans overførte og ikke-berettigede skyld, vidste han, at han skulle tage flugten. De folk, der ikke stak halen mellem benene, havde også en god chance for at åbne låget - se at hans bygning var fyldt med stole, døre, nøglehuller, men at der intet liv var. Han kunne skabe liv omkring sig, men han var død inden i.

Æske Eriksen kunne engang imellem føle liv. Det var som regel fordi han kom i tvivl, om han levede på den rigtige måde - om han overhovedet levede. Han mente dog ikke, at denne tvivl var til andet end besvær, så når tvivlen trængte sig på, skyndte han sig at gøre de ting, der kunne drive tvivlen væk - et besøg hos en ven, eller, hvis det var helt akut, kunne der altid arrangeres en fest - han skulle være sammen med andre, for at føle sig værdsat, så han var aldrig alene. Han kunne bevise for andre, at han var en glad person, uden tvivl - men også uden liv.

Æske Eriksen ville gerne være den, som alle ønskede at kende. Han vidste godt, at han var en mestersnakker og en suveræn lytter. Hvis man nu både lyttede og snakkede meget, var man vel samtalens mester. Han lyttede som regel ikke efter, hvad folk de sagde, men det opdagede de ikke - så hvad gjorde det. Han havde travlt nok med at tænke over, hvad det næste, han skulle sige, var, for at virke selvstændig og klog - tankerne gik som regel på, hvad mon flertallet ville sige, hvad ville de andre gerne høre. Når han var i fokus, følte han magt. Ved at være i centrum var det ham, som alle beundrede, men heldigvis kun på afstand. Han snakkede og de andre lyttede - ligesom ham.

Æske Eriksen, alle vidste, hvem han var, men ingen vidste, hvad han var... Han er måske en hun, for hunner har det med at have runde former, men drømmer hunner om at blive soldater? En historie skal altid have en pointe, eller to. For at kunne føle må man være, og for at være må man tænke. Det vigtigste punkt i ens liv er sikkert, når man står stille og flytter sig, også selvom stoltheden skulle få hug.

"Bandit tanken" af Jørgen Larsen (14/6/1998)

Solen bagte stille den dag - skyerne legede ta' fat. Der sad han og rodede med sit verdenskort, som han prøvede at pakke omkring sin medbragte badebold. Han håbede på, at han kunne pakke bolden ind, så jorden blev rund. Hvis det lille projekt blev succesfuldt, kunne han sætte verden til at dreje hurtigere end den nogensinde havde gjort - han kunne endda få den til at dreje ligeså hurtigt som tankerne i hans hoved. 

Tankerne i hans hoved nøjedes ikke med at lege ta' fat som skyerne, næ de nærmest kolliderede - alle tanker fik buler, så de ikke længere var dem selv. Tanker med buler er svære at håndtere - de skal først rettes ud, men det var svært, da der altid var en lille bandit-tanke, der bullerede de andre tanker. Bandit-tanker havde det med at lave buler, så tankerne blev hjerteformede, for så var de endnu sværere at rette ud... solen bagte stille den dag, mens alt var gloende hedt.